Hertuginde Sarah drømmer om Bridgerton: Denne rolle vil hun spille
De sidste fire afsnit af sæson 3 af Netflix-serien "Bridgerton" havde i går premiere herhjemme.
I serien følger vi konflikterne og kærlighedshistorierne i det bedre borgerskab, mens den royale familie - anført af dronning Charlotte - også spiller en nøglerolle.
Det er naturligvis alt sammen fiktion, men i næste sæson kan serien muligvis få besøg af en fra virkelighedens royale familie.
For i forbindelse med et besøg hos "Good Morning Britain" fortalte hertuginde Sarah Ferguson, at hun drømmer om at medvirke i den populære serie.
- Jeg vil virkelig gerne være med i "Bridgerton", fortalte hun begejstret.
Men hvem skal hun så spille i "Bridgerton"?
Ja, det har hertuginden allerede en meget klar idé om.
- Jeg mener, at Lady Penelope Featherington bør have en veninde med rødt hår ligesom mit.
Dermed er der sendt en åben invitation ud til skaberne af "Bridgerton".