Ærlig Matt Damon om vennens skæbne: Jeg er virkelig heldig, at det ikke er mig
Matt Damon har været venner med Ben Affleck i en menneskealder.
De fik deres store Hollywood-gennembrud sammen med den Oscar-belønnede film "Good Will Hunting" i 1997 og har siden ifølge Matt Damon fulgtes ad og haft karrierer, der har mindet om hinanden.
På et punkt adskiller de to venners virkelighed sig dog markant.
Ben Affleck har siden begyndelsen været en populær herrer i pressen, som har skrevet om ham, hans film, hans kærester, hans ægteskab og hans børn.
Og det er netop den bevågenhed, det intense spotlys, og det pres, der følger med, Matt Damon ser som den største forskel på de to, fordi han selv langt hen ad vejen er gået under radaren.
Det afslørede han ifølge Hello Magazine, da han medvirkede i podcasten "Radio Times" med Ben Afflecks bror, Casey Affleck:
– Jeg har været rigtig heldig på den måde … især når jeg ser på Caseys bror, Ben. Jeg kan ikke forestille mig at leve under den slags granskning, sagde Matt Damon.
Ben Affleck endte atter i en mediestorm, da han i 2018 blev skilt fra skuespillerinden Jennifer Garner, som han havde været gift med siden 2005. Parret har sammen tre børn, Violet, Seraphina og Samuel.
Medieopmærksomheden blev ikke mindre, da det begyndte at gå op for folk, at Ben Affleck havde genoptaget romancen med popikonet Jennifer Lopez, som han var sammen med fra 2002 til 2004, hvor de i stedet for at blive gift, endte med at udsætte brylluppet på grund af "for voldsom medieinteresse", som de skrev i en pressemeddelelse, og senere helt gå fra hinanden.
I 2021 bekræftede parret, at de havde fundet sammen igen og i juli 2022 blev de gift i Las Vegas. Siden da har interessen for parret været enorm og meldinger om problemer i forholdet og en snarlig skilsmisse har ikke ligefrem fået interessen til at dø hen.
– Og sådan har det været i 25 år, og vi har haft parallelle karrierer på mange måder, så jeg er heldig at have været på en måde undsluppet den del af berømmelsen, sagde Matt Damon i podcasten.
Matt Damon er gift med Luciana Barroso, som han har været sammen med siden før han slog igennem.
Parret giftede sig i 2005 og har tre døtre sammen foruden en datter, som Luciana fik i sit første ægteskab og som Matt Damon betragter som sin egen.