Efter Jennifer Lopez og Ben Afflecks bryllup: Det hedder hun nu
Ved et meget lille og intimt bryllup kunne Jennifer Lopez og Ben Affleck endelig sige ja til hinanden.
Det er omkring 20 år siden parret fandt sammen og hurtigt døbte pressen stjerneparret "Bennifer". Dengang blev de forlovet, men de gik fra hinanden i 2004, før de altså nåede at blive gift. Det blev de så i weekenden, og du kan læse om detaljerne fra deres Las Vegas-bryllup i artiklen herunder.
Jennifer Lopez' fulde navn før vielsen var Jennifer Lynn Lopez, og hun bruger navnet "JLo" som kunstnernavn.
Efter vielsen i lørdags hedder hun nu Jennifer Lynn Affleck. Det beretter hun i sit nyhedsbrev On the JLo.
Jennifer Afflecks fjerde ægteskab
Både Jennifer og Ben har været gift i de mellemliggende år fra deres brud i 00'erne til nu. Ben Affleck har været gift med skuespilleren Jennifer Garner, som han har tre børn med.
Jennifer Lopez var fra 2004 til 2012 gift med musikeren Marc Anthony, som hun har tvillinger på 14 år med. Fra 2017 til 2021 var hun kæreste med baseballspilleren Alex Rodriguez. Parret blev forlovet, men nåede ikke at blive gift, før de brød forbindelsen.
Fra tiden før Jennifer mødte Ben første gang, har hun været gift to gange. Det første ægteskab med skuespilleren Ojani Noa varede et år, og det andet med danseren Chris Judd varede knap et år. Det sluttede samme år, som Jennifer mødte Ben, nemlig i 2002. Her 20 år senere har hun så endelig kunnet sige ja til manden, hun kalder sit livs store kærlighed og dermed tilføje hans navn til sit.