Husker du David fra Beverly Hills 90210? Sådan ser han ud i dag
Brian Austin Green blev voksen for øjnene af tv-seere, da han spillede rollen som David Silver i ”Beverly Hills 90210”.
Skuespilleren fik rollen som det yngste medlem af Beverly-slænget, da han var 17 år gammel, og han var med i den populære ungdomsserie i alle 10 sæsoner.
Efter ”Beverly Hills 90210” fortsatte Brian Austin Green sin karriere som skuespiller, og han har sidenhen haft roller i tv-serierne ”Terminator: The Sarah Connor Chronicles” og ”Desperate Housewives”.
I 2020 deltog han i ”The Masked Singer”, hvor han røg ud i tredje afsnit, og året efter medvirkede han i den amerikanske version af ”Vild med dans”, hvor han også blev stemt ud som den tredje deltager.
Skuespillerens kærlighedsliv har flere gange skabt overskrifter. I midten af 90’erne dannede han par med Tiffani Thiessen, som spillede Valerie Malone i ”Beverly Hills 90210”, og i 1999 blev han kæreste med Vanessa Marcil, der havde rollen som Gina Kincaid i serien.
Parret fik sønnen Kassius og havde planer om at blive gift, men endte med at gå fra hinanden i 2003.
Året efter mødte Brian Austin Green skuespillerinden Megan Fox, da han medvirkede i et afsnit af tv-serien ”Hope & Faith”. De blev gift i 2010 og skilt igen et årti senere. Sammen har de tre sønner.
I dag er 50-årige Brian Austin Green forlovet med danseren Sharna Burgess, som var hans partner i ”Vild med dans”. Parret mødte hinanden året inden, de blev sat sammen i danseprogrammet. I 2022 blev de forældre til en lille søn.