Jan Hellesøe er blevet far for fjerde gang, men der er endnu ikke styr på alle detaljer
Det er kun få uger siden, at ”I hjernen på stjernen” vandt ved TVPRISEN, men Jan Hellesøe var ikke med til selve prisshowet.
Kollegaen Josefine Høgh fortalte dengang, at det var fordi, han var på vej til at blive far igen, og nu deler den 41-årige tv-vært lykkeligt nyt fra privatlivet.
Det afslørede han, da BILLED-BLADET mødte ham til premieren på ”Hammarskjöld”.
- Det er en dreng, og så meget mere ved vi ikke endnu. Der er ikke noget navn endnu. Det tager vi stille og roligt. Vi skal lige lære ham at kende, fortalte den psykologiske manipulator på den røde løber.
Jan Hellesøe satte også ord på, hvordan resten af familien – herunder hans tre børn – har reageret på familieforøgelsen.
- Alle er glade, og det er en stor lykkerus, når der kommer et dejligt menneske til verden, så vi er glade og glæder os til at lære ham at kende.
Jan Hellesøe bor i Sønderjylland med sin hustru og deres nu fire børn.