Nicolai Jørgensen efter Matador-premiere på krykker: Jeg har ondt
I mange uger har skuespillerne fra ”MATADOR”-musicalen forberedt sig på den store premiere, som fandt sted torsdag aften.
Hovedrolleindehaveren Nicolai Jørgensen, der spiller Mads Skjern i forestillingen, havde glædet sig, men premieren blev for hans vedkommende noget anderledes end planlagt.
Til forpremieren onsdag aften faldt han ned og kom til skade med sit ben, og han gennemførte derfor premieren på krykker.
- Jeg har det under omstændighederne godt. Det er lidt noget andet at spille med brækket ben og revner i menisken. Det gik fint, men det var lidt en flad fornemmelse, at jeg måtte sløjfe det, jeg har øvet på i otte uger, her til formiddag og lave noget nyt og bare stå rimelig stille på scenen, sagde Nicolai Jørgensen efter premieren torsdag aften.
Onsdag aften mente han ikke, der var sket noget alvorligt med benet, men han og Jesper Winge Leisner, der er CEO for One And Only Musicals, der står bag musicalen, kørte sammen til en reumatolog torsdag formiddag.
- Jeg tænkte bare, jeg skulle have noget for hævelsen, men så lavede de en scanning, og så fik jeg at vide, mit ben var brækket, og at der var revner i min menisk. Hun sagde, at hvis jeg skulle spille, skulle jeg gøre det med krykker. Jeg må ikke støtte på benet overhovedet, og jeg må ikke være på smertestillende, for jeg skal have kontakt til det for at vide, om jeg skal stoppe, forklarede Nicolai Jørgensen videre, hvorefter han blev spurgt, om han havde ondt.
- Det gør ondt, svarede han efterfulgt af en lidt nervøs latter.
- Nu må vi se. Det er varmt nu. Jeg frygter, det gør mere ondt i morgen. Vi tager det en dag ad gangen. Jeg skal mødes med reumatologen igen i morgen, og så må vi se, hvad vi kan gøre. Jeg har en understudy, som er klar til at springe ind, hvis det er, fortalte skuespilleren og fortsatte:
- Hvis jeg skal hele, siger reumatologen, jeg skal ligge stille i seks uger. Jeg vil jo gerne spille. Det kan være, jeg ikke skal spille hver eneste dag, hvis jeg også skal aflaste det. Tiden må vise, hvordan dagen ser ud i morgen, sagde Nicolai Jørgensen.
Der er forestillinger igen både fredag, lørdag og søndag i denne uge.
Nicolai Jørgensens understudy i ”MATADOR” er Joakim Tranberg, der i forestillingen spiller både tjener Boldt og hr. Stein.