Pelle Hvenegaard: Jeg har fået mit livs største gave
Mange af os går i denne tid rundt og er så småt begyndt at tænke på, hvad vi ønsker os i julegave.
Men ikke Pelle Hvenegaard. Når talen falder på julegaveønsker, røber Pelle Hvenegaard, at han simpelt hen ikke har nogen!
- Jeg har fået den største gave, så mere behøver jeg ikke, fortæller den nybagte far - og hentyder dermed naturligvis til sin lille datter, Zoe.
- Jeg er fuldstændig lykkelig over mit liv lige nu. Jeg skal egentlig til at arbejde, men jeg har allermest lyst til at blive hjemme sammen med min kone og datter, fortæller Pelle Hvenegaard.
Det har været en mangeårig kamp for Pelle Hvenegaard og Caroline Gullacksen at adoptere et barn. I år blev endelig året, hvor parret fik deres "afrikanske diamant", som Pelle Hvenegaard kalder datteren Zoe i sine mange opslag på Facebook.
Pelle Hvenegaard: Hårdt, men det hele værd
- Vi troede faktisk, at hun ville komme inden sommer, men det blev så først dagen efter min fødselsdag, at vi fik meldingen. Der har været meningsløshed i 10 år indtil nu, hvor vi har fået hende, fortæller TV-værten.
Det har været et par hektiske uger, da parret fik en melding om at Zoe Ukhona Gullacksen Hvenegaard, som hun er blevet navngivet, var klar til at komme hjem til sin nye familie.
- Selv om det har været vanvittigt med den korte varsel på 1,5 uge, så har det været fantastisk. Det der er hårdt, er det hele værd, fortæller Pelle Hvenegaard.
LÆS MERE: Pelle Hvenegaard løb flot maraton