Rasmus Tantholdt og Natasja Crone blev viet af kendis – og det var på ingen måde tilfældigt
For de flestes vedkommende står december i julens tegn, men for Rasmus Tantholdt og Natasja Crone har måneden også budt på en kæmpe kærlighedsfest.
De to TV 2-journalister er nemlig blevet gift. Det afslører de begge på Instagram.
Brylluppet fandt sted den 16. december, og det var en ganske kendt herre, der stod for vielsen, der fandt sted i Aarhus; nemlig byens borgmester Jacob Bundsgaard.
Allerede i efteråret fortalte Rasmus Tantholdt til Se og Hør, at netop Jacob Bundsgaard skulle forestå vielsen. Årsagen var, at han ligesom TV 2-korrespondenten selv er glødende AGF-fan.
Fodboldklubben fik også en plads på parrets store dag. På bryllupsbillederne, som er delt på Instagram, er Rasmus Tantholdt og Natasja Crone nemlig fotograferet med et AGF-tørklæde om halsen.
Det var i forbindelse med Natasja Crones 53-års fødselsdag, at Rasmus Tantholdt faldt på knæ og friede. Parret har dannet par siden 2016.
Han har sønnen Emil, mens Natasja Crone har sønnerne Samuel og Noah.
I opslaget herunder, som BILLED-BLADET har fået lov at dele, kan man se billeder af det nygifte par samt Jacob Bundsgaard, som forestod vielsen.