
Satte bryllupsfest på pause: Gift ved første blik-Jeanette og Michael giver ny status

Det er efterhånden to år siden, at tv-seere kunne følge med i, da Jeanette og Michael sagde ja til hinanden i ”Gift ved første blik”.
Parret forblev gift efter programmet, og det er de stadig.

Planen var dog, at de gerne ville giftes igen med en stor bryllupsfest, hvor alle de gæster, de kunne drømme om, kunne komme med.
Da de blev gift i DR-programmet, var der nemlig restriktioner på antallet.
Meningen var, at Jeanette og Michael skulle have holdt bryllupsfest i efteråret 2024, men i løbet af sommeren meddelte parret, at det var sat på pause.
Jeanette og Michael var blandt gæster til Reality Awards, og her gav de en status på det kommende bryllup.
-Vi har ikke sat nogen ny dato. Vi skulle bare have lidt ro på, hvor vi nyder hinanden, fortalte Jeanette til BILLED-BLADET.
- Ja, vi skulle bare have en pause. Vi er jo gift, så det er ikke, fordi vi har aflyst et bryllup. Vi aflyste bare en fest, kan man sige, uddybede Michael.
Parret har haft brug for et pusterum til at fordøje alt det, der er sket for dem.
- Vi venter lige. Vi har ikke så travlt. Det var bare et vildt år, så det er dejligt nok at tage den med ro, fortalte Michael.
- Ja, vi skulle lige følge med, fulgte Jeanette op.
Jeanette og Michael glæder sig til, at de i 2025 skal have en masse skønne oplevelser sammen.
- Vi er kommet ind i 2025 med en stille og rolig jul. Der er et nyt år med nye udfordringer og oplevelser, fortalte Michael.
- Vi trækker os lidt fra opmærksomheden, men nyder hinanden og lærer hinanden at kende. Vi rejser, spiser og drikker os fulde i vin. Vi har det godt, understregede Jeanette.
