Spottede du hende på scenen? Lars Brygmanns datter var med til X Factor-finalen
Lars Brygmann har været skuespiller i mange år, og lige for tiden er han aktuel i Viaplays første danske spillefilm, ”CAMINO”.
Filmen handler om en far (Lars Brygmann) og datter (Danica Curcic), der ikke har et nært forhold til hinanden, men som vælger at gå Caminoen sammen, fordi det var hendes afdøde mors største ønske.
Om få måneder er 66-årige Lars Brygmann igen filmaktuel med ”Toves værelse”, men han er ikke den eneste i familien, der har fuld fart på karrieren.
Skuespillerens datter stormer nemlig frem, og selv om man måske ikke kender Fernanda Brygmann Salomon af navn, så er der nærmest garanti for, at man har hørt hendes stemme.
Fernanda er nemlig forsanger i det fremadstormende band ”Blæst”, der står bag hits som ”Juice” og ”Sover Du Nu”.
- Det er fantastisk. Og apropos den her film synes jeg, jeg er en lidt mere opmuntrende far, end den far der er i filmen. Jeg er glad på hendes vegne, for hun laver noget, hun kan lide, og det går virkelig godt, fortalte Lars Brygmann, da der tidligere på ugen var gallapremiere på ”CAMINO”, som kan ses på Viaplay fra 5. april.
Fredag aften var det netop datteren Fernanda, der var i fokus, for sammen med Blæst optrådte hun til "X Factor"-finalen, hvor de var på scenen sammen med Sigalaz.
Dagen forinden, torsdag aften, var Blæst med til Echoprisen, hvor de både var nomineret i kategorien "Årets Hit", ligesom de også var på scenen for at optræde. Showet kan ses på TV 2 Echo og TV 2 Play fra søndag 2. april.
Tidligere på ugen blev det desuden annonceret, at Blæst har fået den fornemme opgave at åbne Orange Scene til sommerens Roskilde Festival.
Der er med andre ord fuld fart på Blæst for tiden!
Foruden Fernanda er Lars Brygmann også far til sønnen Carlo.