Tine Gøtszche havde sagt nej til at være forræder – derfor skiftede hun mening
Hver fredag kan man lige for tiden følge de loyales kamp for at gennemskue, hvem der er forrædere i TV 2’s nye underholdningsprogram ”Forræder”.
Samtidig kan man hjemme i sofaen sidde og følge med i, hvordan de hver især manipulerer og snyder hinanden til at mistænke de forkerte.
Allerede fra begyndelsen fik seerne at vide, at Tine Gøtzsche var en af forræderne, og indtil videre er hun lykkes med at holde sin sande identitet skjult.
Torsdag aften var den 56-årige journalist på besøg i ”Go’ aften live” for at fortælle om sin medvirken i programmet, og for Tine Gøtzsche var det meget specielt at være forræder – til at begynde havde hun faktisk sagt, at hun ikke ønskede at være forræder.
- Da vi blev precastet, havde jeg sagt, at det havde jeg ikke lyst til at være, men da jeg sad i min bil og kørte over til slottet på Sydfyn, gik det op for mig, at hvis jeg i de næste dage overhovedet skulle have et enkelt menneske at stole på – en jeg vidste, ville være på mit hold – var jeg nødt til at sige ja til at være forræder, for ingen andre vidste, hvad der foregik. Jeg tror på mange måder, det har været sværere at være i Sisses situation, sagde Tine Gøtzsche, der var i studiet med netop Sisse Sejr-Nørgaard.
Hun blev stemt hjem i afsnit tre, fordi de loyale troede, hun var forræder – hvilket ikke var tilfældet.
- Det er en leg, og det kan man godt fortælle sig selv. Det svære er at gå rundt og ikke vide, om der er et eneste menneske, du kan stole på, og det kunne jeg jo heldigvis, uddybede Tine Gøtzsche i programmet.
”Forræder” kan ses hver fredag på TV 2.