2. jul. 2024
Af Christinna Braun

Nyt portræt af Albert og Paola: Det nye billede viser, at de har accepteret hinanden

Kong Albert og dronning Paola.
Kong Albert og dronning Paola.
Foto: © Koninklijk Paleis, België/Palais royal, Belgique/Königlicher Palast, Belgien/Royal Palace, Belgium
Belgiens tidligere kongepar, kong Albert og dronning Paola, kan den 2. juli fejre 65-års bryllupsdag.

Den 2. juli er det 65 år siden, Belgiens tidligere kongepar, kong Albert og dronning Paola, giftede sig i Bruxelles.

De 65 år, der er gået, har ikke kun været en dans på roser for nu 90-årige Albert og 86-årige Paola.

Tværtimod.

Utroskab og løgne har fyldt deres ægteskab i mange år, og i 2020 anerkendte kong Albert, at han var far til en datter fra en årelang affære.

Svaret fra en DNA-test viste, at kong Albert var far til Delphine Boël, og efter støvet havde lagt sig, har både han, Paola og resten af familien taget hende til sig. Delphine har i dag titel af prinsesse.

- Det har selvfølgelig været et voldsomt kriseramt ægteskab, de har haft gennem årene. Alberts utroskab var offentligt kendt, men det var ikke noget, der blev talt officielt om, da det ikke var bekræftet. Efter retssagen og svaret kom i 2020, hvor Albert anerkendte sin udenomsægteskabelige datter, rettede blikket sig for alvor mod deres ægteskab. Man tænkte virkelig ”Holder det, eller holder det ikke?”, fortæller BILLED-BLADETs hofreporter og kongehusekspert Marianne Singer og tilføjer.

- Og ægteskabet holdt jo! Det er jo gået forbavsende godt.

- Paola har simpelthen taget Delphine til sig som en datter i familien, og resten af kongefamilien har ligeledes anerkendt hende. Det er ret vildt.

Efter Albert anerkendte Delphine som sin datter, udsendte det belgiske kongehus et billede af kong Albert, dronning Paola og prinsesse Delphine som et symbol på, at de nu havde sluttet fred.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-07-02/000_8TX6AG-4032x3024ma.jpg
Dronning Paola, kong Albert og prinsesse Delphine sluttede fred i 2020.
Foto: Afp Photo/AFP/Ritzau Scanpix

- Den skygge, der i mange år har ligget over deres ægteskab, er nu for alvor forsvundet, virker det som, siger Marianne Singer og henviser også til det nye 65-års bryllupsdagsfoto, der er udsendt af kongeparret.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-07-02/IMG_3189.jpg
Det nye 65-års bryllupsdagsfoto af kong Albert og dronning Paola.
Foto: © Koninklijk Paleis, België/Palais royal, Belgique/Königlicher Palast, Belgien/Royal Palace, Belgium

- Hvis man kigger på det nye portræt af Albert og Paola, er det jo et ældre ægtepar, der nyder deres otium sammen. De har været igennem voldsomme kriser, men det virker som om, de har accepteret hinanden og de svigt, der har været gennem årene.

Kong Albert og dronning Paola har sammen tre børn, Belgiens nuværende kong Philippe, prinsesse Astrid og prins Laurent.

Kong Albert abdicerede i 2013, hvor sønnen Philippe overtog.

Læs mere om: