84-årige dronning Margrethe synes særligt én ting er svært ved alderdommen
I sit første interview siden tronskiftet, som kan læses i sin helhed i Kristeligt Dagblad, kommer dronning Margrethe, 84, ind på store livsemner som alderdommen og døden.
Interviewet har hun givet i forbindelse med, at hun i slutningen af november modtager Kristeligt Dagblads Pris 2024.
Fylder ikke meget
Undervejs kommer hun som sagt ind på begrebet alderdom, der dog ikke fylder meget i dronningens bevidsthed.
- Man forsøger at skøjte uden om, selv når man netop er kommet op over en vis alder og opdager, at man vitterlig er gammel. Man vil gerne stadig være aktiv og rørig og se, hvad jeg kan. Jeg bilder mig også ind, at jeg selv har været rimelig aktiv og vil blive ved med at være det, siger hun til Kristeligt Dagblad.
Har det godt nok
- Hvis man har det nogenlunde, så har man det jo godt nok. Selv om jeg nu er faldet ned ad en trappe og ikke er helt så omkringfarende, som jeg har været, så har jeg det jo godt nok, lyder det fra dronningen, der også bliver spurgt, om døden optager majestæten, der blev enke i 2018.
- Ikke på den måde, men selvfølgelig er man bevidst om det. Man ser jo, hvordan jævnaldrende falder fra, men ens egen dødelighed, det er et andet kapitel, svarer dronningen, der forklarer således til Kristeligt Dagblad om, hvordan det er at blive gammel i Danmark.
Er trist at opleve
- En god alderdom er, at man stadig har en del af sit helbred i behold. Jeg har mange omkring mig, som hjælper mig med at gøre dagligdagen overkommelig for mig. Jeg skal ikke udtale mig om, hvordan det er for andre, siger hun til avisen.
Hun forklarer i interviewet, at det, der gør hende rigtig trist er, når folk, hun har kendt i mange år, begynder "at falde fra i hovedet" og ikke længere har samme personlighed.
I det store interview med Kristelig Dagblad taler dronningen derudover blandt andet om indretningen på Fredensborg Slot, barndomsminder, interessen for det historiske, sine nytårstaler, sin analoge livsstil, sine kirkelige broderier, den kristne tro, religion og kirkelige bygninger.
Modtager pris
Dronning Margrethe modtager den 26. november Kristeligt Dagblads Pris, der blev indstiftet ved avisens 100-års jubilæum i 1996. Prisen er siden blevet uddelt en gang om året og gives til institutioner eller enkeltpersoner, der har gjort en særlig indsats på det samfundsmæssige, kulturelle eller kirkelige område.
Modtageren honoreres med en statuette skabt af kunstneren Peter Brandes samt 25.000 kroner.
Med Kristeligt Dagblads Pris anerkendes dronning Margrethe for med vid, flid og medleven at have haft betydning for det samfundsmæssige, kulturelle eller kirkelige område i mere end et halvt århundrede.