Bille August og filmholdet har haft dronning Margrethe på besøg: Det er meget hyggeligt!
Bille August og hans søn Adam hyggede sig på en skøn aften ved Charlottenlund Strand med en tur i Zirkus Nemo.
Før Bille August gik indenfor i teltet for at opleve Søren Østergaard i aktion, fortalte han BILLED-BLADETs udsendte og den øvrige presse om sit arbejde med en helt ny film.
Bille August samarbejder med dronning Margrethe
Bille August instruerer en ny Netflix-film, der bygger på en af Karen Blixens noveller, “Ehrengard”, og dronning Margrethe står bag scenografien.
- Vi har en uges optagelser tilbage. Det bliver godt, sagde Bille August og svarede så på et spørgsmål om, hvorvidt dronning Margrethe har besøgt instruktøren og filmholdet under optagelserne.
Hyggeligt med royalt besøg
- Dronningen kommer af og til. Det er meget hyggeligt. Hun går meget op i kostumer. Det er jo en del af hendes virke. Og også dekupagerne, som er en del af hele scenografien. Det er sjovt, og det er godt, og vi glæder os til, at det bliver færdigt til næste år, sagde Bille August ved ankomsten til Zirkus Nemo.
Dronning Margrethe har allerede for et år siden i en pressemeddelelse fra Netflix udtalt sig om samarbejdet med Bille August.
Majestæten er glad
- Jeg er utrolig glad for at være en del af dette projekt. Karen Blixens historier har altid fascineret mig med deres æstetiske fortællinger, deres fantasi og deres, for mig, billedfremkaldende verdener, siger dronningen i pressemeddelelsen og fortsætter.
- Jeg har forsøgt at fortolke Blixens fantastiske univers i udviklingen af dekupagerne og kostumerne, og jeg glæder mig til at se fortællingen om Ehrengard komme til live i filmen, siger Majestæten om filmen, der ifølge planen får premiere globalt på Netflix i løbet af 2023.