Derfor blev det en så fantastisk konfirmationsfest for Christian
For prins Christian blev hans konfirmation præcis ligeså fantastisk en dag, som han og resten af den kongelige familie havde håbet på, og det er der rigtig mange gode grunde til.
På trods af restriktioner på grund af corona-situationen, så blev det bare et brag af en begivenhed for Christian, der helt sikkert aldrig nogensinde vil glemme konfirmationsdagen den 15. maj i Fredensborg.
Christian og familien nød at se de lokale
Selvom man sagtens kan have en rigtig god konfirmation i regnvejr, så er det alligevel bedre, når det holder tørvejr og er nogenlunde mildt i det.
Og på en lørdag, der ellers lovede regn og rusk mange steder, var det som om, at der lige var et hul i skyerne over Fredensborg Slot, hvor det måske nok var lidt køligt, men hvor man ikke fik regn.
Det betød, at indledningen på festdagen for Christian blev helt ekstraordinær.
Konfirmanden og resten af kronprinsfamilien gik således fra Kancellihuset forbi de lokale Fredensborg-fans og til indre slotsgård, hvor dronningen tog imod på slottets hovedtrappe.
Scenen var sat fra start
Så var scenen ligesom sat, og stemningen var på én gang højtidelig og hyggelig på en ægte royal måde, der går lige i hjertet på mange danskere.
Den kirkelige højtidelighed var fuldstændig klassisk, og herefter mødte Christian og hans familie pressen.
Konfirmanden svarede sikkert og charmerende på flere spørgsmål, og han efterlod et indtryk af, at han nu på en vis måde er trådt ind i de voksnes rækker..
Et kapitel for sig
Festen med frokost i Kancellihuset var et skønt kapitel for sig.
Christian fortalte selv, at han forventede sig en hyggelig eftermiddag, og kronprinsesse Mary sagde, at der naturligvis var taler, god mad og dejligt samvær på programmet.
Herlig ungdomsfest
For konfirmanden var det helt sikkert et hit, at der blandt gæsterne i det lille selskab til konfirmationsfest i Kancellihuset var mange af hans bedste jævnaldrende kammerater samt hans to festlige fætre prins Nikolai og prins Felix.
Så Christians fest udviklede sig nok til en herlig ungdomsfest, der blev en perfekt finale på en helt igennem forrygende dag.