Derfor vælter det ind med varme hilsner til Mary
Kronprinsesse Mary har op til jul og nytår sendt et par varme hilsner i rollen som frontfigur for Mary Fonden.
Kronprinsesse Mary er bekymret
- I Mary Fonden ser vi med bekymring på, hvad pandemien kan betyde for ensomheden blandt danskerne, lyder det blandt andet fra kronprinsessen, der også beder os alle om at tage ansvar..
- Vi har alle et ansvar for at være med til at bekæmpe ensomhed. Selv en lille ting kan gøre en stor forskel for et andet menneske, siger kronprinsesse Mary i en videohilsen fra Mary Fonden.
Kronprinsessen har sendt flere hilsner med vigtige budskaber via Mary Fondens og kongehusets sociale medier, og det har fået mange danskere til at kommentere og kvittere med en taknemmelig hilsen tilbage til Mary og den kongelige familie.
Det vælter ind med kommentarer
Det vælter i disse dage simpelthen ind med varme jule- og nytårshilsner til Mary.
- Den smukkeste repræsentant for vores kongehus, lyder en kommentar på Mary Fondens sociale medier, mens et par andre skriver ”af hjertet tak for Deres store arbejde for os danskere med stiftelsen af Mary Fonden - dét betyder mere end De aner” samt ” Mary Fonden gør så stor en forskel for mange danskere”.
Særlig tak til Mary Fonden
Der er også en særlig hilsen fra en kvinde med forbindelse til et krisecenter, som har fået hjælp af Mary Fonden:
Smukt og hjerteligt sagt kære kronprinsesse Mary. Vi på krisecentrene er stolte og yderst taknemmelige for den støtte og kæmpe arbejde, der ligger i støtten fra Mary Fonden.
Godt nytår og godt forslag
Der er også mange, der efter julen ser frem til nytåret og i den forbindelse ønsker godt nytår.
- Tak for Deres store indsats for os allesammen. Godt Nytår ønsker jeg hele kongehuset, lyder det i en glad kommentar, mens en Mary-fan kommer med et godt forslag til kronprinsessen:
Hvis ikke Mary var kronprinsesse, skulle hun indtalt lydbøger. Hun taler det danske sprog så flot og på den smukkeste måde, og hun har den mest behagelige og dragende stemme, Kunne lytte til H.K.H. i timevis. Også fordi det, der kommer ud, altid er varmt og omsorgsfuldt - også denne vigtige opfordring. Tak!