5. jul. 2024
Af Sofie Nymand

Det hører vi ikke så tit: Det kaldte kong Frederik Vincent og Josephine

Kong Frederik, prins Vincent Minik og prinsesse Josephine Ivalo
Kong Frederik, prins Vincent Minik og prinsesse Josephine Ivalo
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Kongen omtalte sine to yngste børn ved navne, som vi ikke hører så tit. Men når familien er i Grønland, så er det de navne, Josephine og Vincent bliver kaldt.

Kong Frederik og dronning Mary er i øjeblikket på officielt besøg i Grønland – og som en overraskelse er deres yngste børn, prinsesse Josephine og prins Vincent, rejst med.

De kongelige tvillinger har ledsaget deres forældre på flere opgaver i løbet af besøget, og der er vist ingen tvivl om, at det har vakt glæde hos både grønlændere og forældre.

Torsdag aften var prins Vincent og prinsesse Josephine dog blevet på Kongeskibet Dannebrog, da kong Frederik og dronning Mary var æresgæster ved en festmiddag i Nuuk. Men far Frederik fik sneget dem ind i sin tale.

”Grønland har en helt særlig betydning for min familie og for mig. Dronning Mary og jeg er derfor utrolig glade for at være her sammen med Prins Vincent Minik og Prinsesse Josephine Ivalo,” indledte kong Frederik sin tale og omtalte herved sine yngste børn ved deres grønlandske navne – hvilket vi ikke hører så tit.

Begge børn fik ved dåben i 2011 fire navne hver, og modsat deres to ældre søskende fik Josephine og Vincent grønlandske navne. Mens prinsen blev døbt Vincent Frederik Minik Alexander, fik prinsessens navnene Josephine Sophia Ivalo Mathilda.

På Grønland kalder man derfor tvillingerne ved deres grønlandske navne. Hvilket man også kan høre i de grønlandske medier under dækningen af besøget.

Det samme gør kong Frederik, når han og familien er i Grønland, og mens han i begyndelsen af talen omtalte dem ved fornavn og grønlandsk navn, rundede han sin tale af ved udelukkende at kalde dem for Ivalo og Minik.

” … vi nyder at kunne vise Minik og Ivalo endnu en del af dette storslåede land.”

Det er dog ikke kun i Grønland, at den 13-årige prinsesse går under sit grønlandske navn. Også når hun optræder med Eventyrteatret, står hun anført på rollelisten som ’Josephine Ivalo’.

Læs mere om: