Det sker ellers aldrig: Dronning Margrethes sidste offentlige audiens skiller sig ud
Rigtig meget kommer til at ændre sig i det danske kongehus. Det står klar, efter dronning Margrethe i sin nytårstale afslørede, at hun træder tilbage og overlader tronen til kronprins Frederik.
Det er første gang i 52 år, at Danmark skal have en ny monark.
Siden dronning Margrethe var 31, har hun været hele Danmarks dronning, og hun har repræsenteret landet på fornem vis både herhjemme og rundt omkring i verden.
Hendes sidste officielle opgave fandt sted mandag den 8. januar, hvor der var offentlig audiens.
Det finder sted 1-2 gange hver måned, så majestæten har prøvet det hundredvis af gange før.
Men denne gang var det anderledes, idet det var sidste gang.
I forbindelse med den offentlige audiens får den audienssøgende en unik mulighed for at være i enrum med dronning Margrethe, og sådan var det også mandag den 8. januar.
På dagen, hvor den sidste offentlige audiens for dronning Margrethes vedkommende fandt sted, fik alle andre dog mulighed for også at få et indblik i, hvordan det ser ud, når man skal til offentlig audiens.
I dagens anledning er der nemlig blevet udsendt et par billeder af dronning Margrethe, hvor man kan se hende i audiensgemakket, hvor hun sidder og studerer listen over, hvem der skal i audiens på netop denne dag.