Det skete i Christian VII’s Palæ: Kong Frederik gav eksklusiv gave til Islands præsident
Tirsdag formiddag indledte Islands Præsident, Halla Tómasdóttir, og hendes ægtefælle, Björn Skúlason, deres statsbesøg i Danmark.
Klokken 10 stod kong Frederik og dronning Mary klar ved Nordre Toldbod til at modtage det islandske præsidentpar, og kort tid efter drog de afsted til Kastellet og dernæst Amalienborg.
På Amalienborg markerede kong Frederik statsbesøget ved at tildele Halla Tómasdóttir Elefantordenen.
Det oplyser kongehuset.
Den fornemme orden blev overrakt efter kongeparret og præsidentparrets ankomst til Christian VII’s Palæ på Amalienborg.
"H.M. Kongen har den 8. oktober 2024 tildelt Islands Præsident, H.E. Halla Tómasdóttir Elefantordenen. Det skete i Christian VII’s Palæ i forbindelse med, at Præsidentparret indledte deres statsbesøg i Danmark," skriver kongehuset på deres hjemmeside.
Det var dog ikke den eneste fine gave, der blev overrakt.
Præsidentens ægtefælle, Björn Skúlason, modtog nemlig Storkorset af Dannebrogordenen.
Elefantordenen er den ældste og mest fornemme danske ridderorden og har rødder helt tilbage til 1400-tallet.
Den gives hovedsageligt til kongelige og statsoverhoveder, og ofte i forbindelse med statsbesøg. Kong Frederik og dronning Mary er begge tildelt Storkorset af Den Islandske Falkeorden i forbindelse med tidligere besøg fra Island.