
Det skete for Margrethe, Benedikte og Anne-Marie: Sker det også for prinsesse Isabella, når hun fylder 18 år?

Når prinsesse Isabella fylder 18 år den 21. april, kan hun på dagen måske se frem til at pakke en helt særlig gave ud.
For da dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie i sin tid fyldte 18 år, fik de alle et diadem i fødselsdagsgave af deres forældre.

Og da prinsesse Isabella er den første datter af en regent siden de tre kongelige søstre, bliver det spændende at se, om diadem-traditionen holdes i hævd.
Dronning Margrethe fyldte 18 år i 1958. Dengang fik den daværende prinsesse et diadem, der tidligere tilhørte dronning Alexandrine.

I 1995 gav dronning Margrethe diademet som bryllupsgave til prinsesse Alexandra. Efter skilsmissen fra prins Joachim beholdt hun diademet og bærer det ofte, når anledningen tillader det.


Forvandlede broche
I 1962 fyldte prinsesse Benedikte 18 år, og ifølge The Court Jeweller fik hun et diadem, som var lavet ud fra en broche, der tilhørte dronning Alexandrine.

Prinsesse Benedikte har stadig diademet i sin personlige samling, men hun låner det lejlighedsvist ud til sine døtre.

Låner det ud til svigerdøtrene
I 1964 fyldte dronning Anne-Marie 18 år, og hun fik et diadem, som var lavet ud fra et corsagesmykke, der i sin tid tilhørte dronning Victoria af Sverige.

Det er ikke længe siden, at dronning Anne-Maries diadem var i brug: Da Nikolaos de Grece i februar blev gift med Chrysí Vardinogiánni, udlånte dronning Anne-Marie diademet til bruden.

Faktisk har alle dronning Anne-Maries svigerdøtre fået lov til at låne 18-års diademet på deres store dag.
Således bar svigerdøtrene Marie-Chantal, Tatiana og Nina diademet ved deres bryllupper i henholdsvis 1995, 2010 og 2022.

