Dronning Margrethe er med i endnu et DR-program: Fortæller om sin nære ven og medarbejder
I december medvirkede dronning Margrethe i et DR-program om sin kærlighed til teatret, og snart kan man igen opleve den tidligere regent i bedste sendetid.
Dronning Margrethe springer nemlig ud som medfortæller i et nyt DR-program om Ebbe Munck. Det fremgår af sendeplanen.
Ebbe Munck levede et eventyrligt og dramatisk liv. Som helt ung deltog han i ekspeditioner i Grønland, som krigskorrespondent interviewede han nogle af tidens store diktatorer, og som modstandsmand fik hans indsats afgørende betydning for Danmark, fremgår det af programomtalen.
Senere i livet kom Ebbe Munck helt tæt på den daværende tronfølger, prinsesse Margrethe. Han blev hendes hofchef, og hun har tidligere beskrevet Ebbe Munck som en uvurderlig støtte og ven for både hende og prins Henrik.
Dronning Margrethe er protektor for Ebbe Muncks Mindefond, som hvert år uddeler Ebbe Muncks Hæderspris.
Han døde i 1974, og i det nye DR-program kan man med hjælp fra blandt andre dronning Margrethe lære ham bedre at kende.
I disse uger kan man desuden se ham portrætteret på tv af Martin Greis-Rosenthal, som spiller Ebbe Munck i dramadokumentaren "Kodenavn: Storfyrstinden".
”Ebbe Munck – Fra modstandsmand til hofchef” sendes på DR1 søndag den 26. januar klokken 20.00.