
Dronning Mary efter helt speciel arbejdsdag: Det har været en fornøjelse

Efter et par dage med sygdom og afbud til to officielle opgaver onsdag og fredag i sidste uge var det en stor glæde for dronning Mary endelig at være tilbage i fuld vigør på officiel opgave på Pilehaveskolen i Vallensbæk.
Mandag eftermiddag var dronningen på besøg på skolen for at høre om elevernes og lærernes arbejde for at styrke sociale fællesskaber og bekæmpe problemer med mobning.
Dronningen var på skolebesøg som frontfigur i Mary Fonden.
Netop Mary Fonden er en af hovedkræfterne bag projektet Skolestyrken, der byder på redskaber, man kan bruge for at øge trivslen på skoler og institutioner i hele landet.

En fornøjelse for dronning Mary
- Det har været en fornøjelse at opleve Pilehaveskolens arbejde med Skolestyrken. Skolens erfaringer og elevrådets forslag understreger endnu engang for mig, hvor centralt det er at inddrage børn og unge i spørgsmål om deres hverdag, lød det fra dronning Mary i et opslag på Mary Fondens Instagramprofil efter besøget, og hun havde mere på hjerte.
- Det er dem, der oplever det på egen krop, hvis trivslen i klassen er dårlig, og hvis der foregår mobning. Derfor skal de høres. I Mary Fonden har vi kun gode erfaringer med at inddrage børn og unge i vores arbejde, sagde dronningen efter besøget på Pilehaveskolen i Vallensbæk, hvor elevinddragelse er en central del af Skolestyrken.
Dronning Mary blev i løbet af besøget blandt andet præsenteret for Pilehaveskolens elevråd, der kom med deres bud på, hvad der skal til for at styrke trivslen på skolen. Forslag, som både har fokus på at skabe flere og nye relationer på tværs af klasser samt gruppearbejde og bevægelse i undervisningen.
