Ekspert om Mary og Marie: Derfor er de guld værd for kongehuset
For nyligt var prinsesse Marie på arbejdsrejse til Cambodja i sin egenskab af protektor for Folkekirkens Nødhjælp.
Her fik prinsessen et godt indblik i nogle af de mange projekter, velgørenhedsorganisationen driver i landet.
Med på rejsen var blandt andre BILLED-BLADETs Ulrik Ulriksen, som har fulgt den danske kongelige familie i mange år.
Han fortæller, hvordan både prinsesse Marie og kronprinsesse Mary formår at balancere på en knivsæg på denne særlige type af officielle, kongelige opgaver:
- Jeg er imponeret over, hvor meget prinsesse Marie viser sine følelser, når hun er ude på den type opgaver, som hun har løst så fint i Cambodja for nylig. Her har prinsesse Marie meget til fælles med kronprinsesse Mary. Både Marie og Mary er på opgaver og arbejdsrejser klar til at vise deres følelser, samtidig med at der skal være en god balance, så det ikke kammer over, siger Ulrik Ulriksen og forklarer:
- Mange af de emner, prinsesse Marie og kronprinsesse Mary arbejder med, er dybt alvorlige og rammer ofte lige i hjertet, fordi det handler om mennesker – børn, unge, kvinder og mænd – i nød. Det er vigtigt at vise medfølelse og medmenneskelighed, samtidig med at man lytter til historierne, som mennesker i nød har at fortælle. Herigennem kan der sættes fokus på problematikkerne, så man kan forsøge at gøre noget ved udfordringerne.
De to royale profilers gode fornemmelse for balancen gør en stor forskel, mener Ulrik Ulriksen:
- Prinsesse Marie og kronprinsessen er med deres måde at være på, når de trækker i arbejdstøjet som kongelige, simpelthen guld værd for det danske kongehus, understreger han.