10. maj. 2023
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

En læser undrer sig: Hvor fik dronning Margrethe denne interesse fra?

Dronning Margrethe
Dronning Margrethe
Foto: Hanne Juul
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.

Kære kongelige brevkasse
Jeg har læst, at Ingrid lærte Margrethe at brodere. Passer det? Det er ikke mit indtryk, at Ingrid gik op i den slags sysler.
På forhånd tak
Dam Nielsen

Kære Dam Nielsen
Det er korrekt. Det er fra sin mor, at majestæten har sin flair og interesse for at brodere. Men faktisk var hendes farmor, dronning Alexandrine, også meget glad for denne form for håndarbejde, der ikke var en ualmindelig beskæftigelse for piger og kvinder dengang. Både dronning Alexandrine og dronning Ingrid havde dog virkelig interesse for det. Især førstnævnte var glad for håndarbejde og broderede, strikkede, syede og kniplede, når enhver lejlighed bød sig. I kataloget "Dronningens broderier", som blev udgivet i forbindelse med udstillingen af dronning Margrethes private broderiværker på Koldinghus fra april 2021 til januar 2022, står der, at dronning Alexandrine især "nød at brodere store, krævende ting som sengetæpper, stolesæder, altertæpper og alterduge, gerne kopieret efter gamle broderier på slotte og herregårde". Dronning Ingrid, der havde sin interesse for håndarbejde fra sin mor, kronprinsesse Margareta af Sverige, broderede og syede allerede fra barnsben. Dronning Margrethe begyndte dog først at brodere som ca. 20-årig. ”Så begyndte det at blive sjovt, og derefter kunne jeg slet ikke lade være”, som hun har formuleret det. Dronning Ingrid broderede betræk til stolesæder, puder osv. Blandt hendes "arbejder er bevaret en kaminskærm, broderet til dronning Alexandrine, men også flere småborde med broderede bordplader under glas, der gerne blev givet bort som gaver til familie og venner".
Venligst
Jon Bloch Skipper


Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.

Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.

Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: