Endnu en jysk by afsløret som Royal Run-værtsby
Denne uge står i Royal Run-afsløringernes tegn.
Tidligere er Ribe og Viborg blevet afsløret som Royal Run-værtsbyer, og den tredje afsløring forbliver i det jyske.
På Instagram afslører vores løbeglade monark, at den tredje værtsby for Royal Run 2025 bliver Horsens.
– For første gang nogensinde lægger Horsens asfalt til Royal Run 2025, og vi er sikre på, at byen kommer til at danne en perfekt kulisse for en dag fyldt med motion og gode oplevelser – uanset alder, erfaring og niveau!, lyder det til afsløringen.
Ugens tre første værtsbyer er hermed afsløret, og det tyder på, at jyderne ikke har nogen undskyldning for at snøre løbeskoene: Ribe repræsenterer således Sydjylland, midtjyderne kan valfarte til Viborg, mens Østjyllands Royal Run-by i år bliver Horsens.
I løbet af denne uge afsløres alle fem Royal Run-værtsbyer. Billetsalget til det yderst populære motionsløb forventes at blive sat til salg i november.
Royal Run finder sted 2. pinsedag, der i år falder den 9. juni.