Første gang nogensinde: Kong Frederik og kronprins Christian kan få en gylden oplevelse for livet
Der er på alle måder lagt op til en ekstraordinær oplevelse i dag klokken 13.30, når det går løs med herrehåndboldens OL-finale i en fyldt hal i Lille i Frankrig.
Lørdag blev det meldt ud, at kong Frederik og kronprins Christian er på tilskuerpladserne og vil være med til at heppe på de danske herrer sammen med mange andre rød-hvide fans.
Nyheden fra kongehuset blev modtaget med stor glæde af Billed-Bladets team ved Legene i Frankrig, og mon ikke mange andre danskere var glade for at høre, at herrelandsholdet får den ultimative opbakning i Pierre Maufoy-hallen, når der skal kæmpes på banen mod Tyskland.
Gylden oplevelse for Christian og kong Frederik
Det er første gang nogensinde, at kongen har kronprins Christian med til en stor OL-finale.
Christian har været på tilskuerpladserne tidligere til store håndboldkampe, og han var med sammen med sine forældre og et par af sine søskende, da Danmarks håndboldherrer på hjemmebane i 2019 vandt VM efter finalesejr over Norge.
Nu gælder det Danmark-Tyskland, og hvis alt går, som vi håber, så får Christian og kongen og alle andre danske håndboldfans sammen med Mikkel Hansen og hans holdkammerater en gylden oplevelse for livet i dag i hallen i Lille.