Gang i forberedelserne på Amalienborg: Det summer af liv hjemme hos kong Frederik og dronning Mary
Kong Frederik og dronning Mary og deres børn kronprins Christian, prinsesse Isabella, prinsesse Josephine og prins Vincent har nydt julen på Marselisborg Slot i Aarhus, men nu er de tilbage i København i Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg.
Det kunne man se i dag, da Dannebrogsflaget var hejst på toppen af Frederik VIII's Palæ.
I morgen er det nytårsaften, og forberedelserne til den særlige aften er i fuld gang både ude på slotspladsen og indenfor i palæet, hvorfra kong Frederik holder sin første nytårstale den 31. december klokken 18.00.
Kong Frederik og dronning Mary er tilbage på Amalienborg
På slotspladsen har tv-teknikere sat lys og lamper op og trukket mange meter kabler, og indenfor i både Christian VII’s Palæ, hvor der er nytårskur og -taffel den 1. januar, og i Frederik VIII’s Palæ, hvor nytårstalen leveres live af kongen, har der været stor aktivitet.
Den første del af mandagen summede det af aktivitet på slotspladsen, da Livgarden for fuld musik marcherede til kongeparrets palæ for at føre fanen ind i fanegemakket i Frederik VIII’s Palæ.
Mange friske københavnere og endnu flere udenlandske turister overværede den højtidelige seance, der var en perfekt opvarmning til nytårsaften, der bliver helt og aldeles ekstraordinær.