Grev Michael havde droppet tanken - men mødet med prinsesse Alexandra ændrede alt
Grev Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille og prinsesse Alexandra har nu været sammen i syv år.
Men spoler man tiden tilbage, lå det slet ikke i kortene, at de skulle falde for hinanden.
Det fortæller parret i et nyt interview med Alt for Damerne.
Godt nok har grev Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille og prinsesse Alexandras familier kendt hinanden i mange år, men flere omstændigheder blandt andet aldersforskellen har gjort, at de ikke helt var det samme sted i livet.
Men det ændrede sig i 2017.
Parret løfter sløret for, hvor det slog gnister mellem dem første gang.
Samtidig afslører grev Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille, at han faktisk havde slået tanken om ægteskab helt hen.
Det blev der dog lavet om på.
- Vi mødtes til et arrangement i Tyskland. Jeg havde på det tidspunkt sagt til mine gode venner, at hvis jeg nogensinde fik tanken igen, at jeg skulle giftes, skulle de binde mig til et træ og slå mig med en kæp. Så jeg var slet ikke der, hvor jeg var klar til et nyt forhold, og jeg fik godt nok også meget røg bagefter, da jeg så mødte Alexandra, og det bare sagde kapuff! Jeg var sådan, halløj, hvad skete der lige der? Men bare fordi man er voksen, akn man altså godt blive ramt, som man blev, da man var 20 eller 30, fortæller grev Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille til magasinet med et glimt i øjet.
Parret kunne fejre bryllupsdag 18. maj 2024, der markerer deres 5 år som ægtepar.
Grev Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille og prinsesse Alexandra har til fælles, at de har været gift før og har gået igennem skilsmisser.
Parret er dog sikre på, at de har hinanden resten af livet.
- For min skyld kunne det godt fortsætte sådan her resten af livet, fortalte greven, da BILLED-BLADET interviewede parret i begyndelsen af 2024.