
Her kommer kong Frederik og dronning Mary yderst sjældent: Skal holde fornem middag på slot

Kongeparret er vant til at husere på mange forskellige slotte. For tiden bor de på Amalienborg, men om halvanden uger flytter de til Fredensborg Slot.
Derudover er kongefamilien også vant til i perioder at residere på Marselisborg Slot og Graasten Slot.

Om et par uger er det dog et helt femte slot, kong Frederik og dronning Mary dukker op ved, for kongeparret skal være værter for en stor middag på Kronborg Slot.
Det fremgår af kongehusets kalender.
Det er yderst sjældent, at vi ser kongeparret på Kronborg Slot, som er et meget fornemt renæssanceslot, der på grund af dets placering har en lang og vigtig historisk betydning.
Men den 7. maj kigger kongeparrets altså forbi. Anledningen er, at de er værter for en middag i anledning af Danmarks værtskab for møde i FN’s Executives Board.

Der ventes mange fine og fornemme gæster samt flotte looks på aftenen, og mon ikke også FN’s generalsekretær lægger vejen forbi Helsingør og Kronborg Slot.
Slottet har en mange hundrede år lang historie, og det hele tog sin begyndelse for omtrent 600 år siden, da Erik af Pommern opførte fæstningen Krogen. Efter en brand i 1629 genopførte Christian 4. det, der siden var blevet et slot, men i 1658 blev Kronborg besat og plyndret af den svenske konge. I 1660 kom slottet atter på danske hænder.

Siden 1930’erne har Kronborg i Helsingør været åbent for offentligheden, og af og til benyttes det af de kongelige. For eksempel holdt dronning Margrethe og prins Henrik deres sølvbryllup på Kronborg Slot tilbage i 1992.
Middagen, der finder sted den 7. maj, begynder klokken 19.00, og BILLED-BLADET er naturligvis med fra start til slut.
Få timer forinden går kongeparret officielt om bord på Kongeskibet Dannebrog på Nordre Toldbod i København og sætter derefter kursen mod Helsingør.
