"Hvornår bliver det egentlig hyggeligt?" Efter hård jul tog prinsesse Alexandra konsekvensen
Der er også i år masser af liv og glæde hjemme hos grev Michael og prinsesse Alexandra på Egeskov Slot i juledagene.
Og når så mange familiemedlemmer samles hos dem, er der også mange opgaver, som greveparret har fundet en smart måde at fordele på, fortæller de til BILLED-BLADET.
Var i gang hele tiden
- For at vi ikke har brug for en juleferie efter julen, hænger vi en opgaveliste på døren, hvor der står, hvad de enkelte skal. Og når det er lavet, er der ingen krav bagefter, fordi der så er nogle andre, der tager over, forklarer grev Michael.
En fordeling, der også passer prinsessen godt.
- Jeg kan huske en jul, hvor vi virkelig var mange, og så endte jeg med at sidde og tænke, ”hvornår bliver det egentlig hyggeligt?” Fordi jeg simpelthen var i gang hele tiden. Vi havde simpelthen ikke gjort nok for at fordele opgaverne, lyder det fra prinsessen.
Ellers fred og ro
- Ja, det hele sker den 24. december. Men ellers er der bare fred og ro, og man nyder dagene. Og så laver vi nogle lister, hvor alle kan se, hvilken opgave de har i juledagene herhjemme. Og når de har lavet deres opgave, har de fri. Så det prøver vi at planlægge helt vildt grundigt, forklarer grev Michael om familiens smarte måde at fordele de mange opgaver i juledagene på.
- Så er det ikke kun os to, der laver det hele. Og så går vi ellers ture og hygger os. Nu er der jo flere unge med, så vi finder også nogle spil frem, fortæller prinsessen videre i juleinterviewet med BILLED-BLADET.