Hyggelig dag: Derfor fulgtes Fritz Schur med kronprinsparrets børn i Tivoli
Som en glædelig overraskelse dukkede prinsesse Isabella, prinsesse Josephine og prins Vincent pludselig op i Tivoli for at overvære premieren på Eventyrteatrets ”Robin Hood”.
De tre kongelige børn havde selskab af erhvervsmanden Fritz Schur – og måske har du undret dig over, hvorfor det netop var ham, der var med dem i Tivoli?
For det første har 69-årige Fritz Schur været ven med den kongelige familie i mange år. Han blev i 2010 udnævnt som kammerherre og sidder bl.a. som bestyrelsesmedlem i Kronprins Frederik og kronprinsesse Marys Fond.
Derudover er Fritz Schur næstformand i Eventyrteatrets bestyrelse, hvor han indtrådte i 2001.
I bestyrelsen ses også bl.a. Rudi Nielsen (formand) og Annette Heick.
Fritz Schur er altid med til teatrets premierer, og det er blevet en tradition, at han har de kongelige børn med.
Kronprins Frederik og kronprinsesse Marys børn er glade for teater og ballet, og især prinsesse Josephine og prinsesse Isabella har ofte ikke kunnet gå stille og roligt efter forestillinger – de to prinsesser har simpelthen ”danset” vejen ud!
Det kan du se i linket herunder, hvor videoen viser de to prinsesser danse juleballet ud af Tivoli. (Videoen er fra 2016).