Ib og Sonja fejrer jernbryllup: Fik brev fra kong Frederik
At have været gift i 70 år er noget helt særligt – det ved kong Frederik også.
Derfor sendte han en hilsen afsted til Ib og Sonja Frederiksen fra Vanløse, da de 1. juli 2024 kunne fejre jernbryllup, hvilket betyder, at man har været gift i hele syv årtier.
Det er over for TV 2, at jernbryllupparret afslører, at de har fået brev fra kongen, men Ib "pynter" lidt på, hvad der stod i brevet:
– Ja, han skrev: "Jeg kan desværre ikke selv komme, for jeg er i Grønland i øjeblikket", fortæller Ib Frederiksen til TV 2, hvor hans kone tilføjer, at det ikke var det, der stod:
– Du skal ikke tro ham!, udbryder hun.
Kong Frederik sender lykønskninger til par, når de fejrer diamantbryllup (60 år), krondiamantbryllup (65 år), jernbryllup (70 år) og atombryllup (75 år).
Ifølge TV 2 fejrede 178 ægtepar jernbryllup i 2022.