Kong Frederik følger i dronning Margrethes fodspor: Overtager disse protektioner fra sin mor
I forbindelse med tronskiftet den 14. januar meddelte Kongehuset, at de samtlige af de kongelige protektioner ophørte.
Siden har den kongelige familie taget stilling til, hvilke af protektionerne, der vil blive videreført, lige som der også er truffet beslutning om en række nye protektioner.
Det afslører en pressemeddelelse fra Kongehuset torsdag.
Før tronskiftet var der 258 protektioner i alt, men det er nu skåret ned til 140 protektioner.
De er blevet fordelt mellem kong Frederik, dronning Mary, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.
Særligt er en ændring i kong Frederiks protektioner iøjnefaldende.
For på listen over hans protektioner dukker en række op, som hans mor dronning Margrethe tidligere har varetaget.
Helt præcist har kong Frederik overtaget hele 14 protektioner fra sin mor.
En del af de protektioner er organisationer, der har en historisk tilknytning til Kongehuset.
Det er blandt andre American-Scandinavian Foundation, Bibelselskabet, Dansk Idrætsforbund, Det Grønlandske Hus, Det Kongelige Danske Geografiske Selskab, Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, Foreningen Norden og Foreningen til lærlinges uddannelse.
Udvælgelsen af de kongelige protektioner bunder i historiske forhold, men også i de kongeliges fokusområder og interesser.
Samtidig er der også i forhold til fordelingen set på, hvilke øvrige opgaver de kongelige medlemmer varetager.
Kong Frederik er også blevet protektor for Nordatlantisk Hus i Odense og Kolturplanen på Færøerne, der begge har til formål at fremme kendskabet til Rigsfællesskabet.
Han fortsætter også med tidligere protektioner som Københavns Drengekor, Røde Kors og State og Green.
Kongen har i det hele fået ansvar for 28 protektioner, fremgår det af Kongehusets hjemmeside.