Kronprinsen førte an: Frederik fejrede stor dag med champagne
For kronprins Frederik betyder det meget at være med til at sætte fokus på talentfulde og innovative iværksættere, og når alt går op i en højere enhed, så skal det naturligvis fejres med bobler.
Champagnepropperne sprang, og humøret var højt, da kronprins Frederik førte an i en helt speciel fejring op til weekenden.
19 nyopstartede virksomheder har de seneste fem måneder gennemgået et intensivt vækstforløb i Danish Tech Challenge.
Kronprins Frederik hævede det langstilkede glas
I den forbindelse uddelte kronprinsen Industriens Fonds Iværksætterpris 2022 til virksomheden Droplet IV ved konkurrencens Award Show i København.
Industriens Fonds Iværksætterpris uddeles til den virksomhed, der har det bedste produkt og den bedste forretningsplan i Danish Tech Challenge.
Forløbet har fokus på forretnings- og produktudvikling, og deltagerne arbejder blandt andet med at finde investorer og sikre patenter samt med salg og markedsføring af nye produkter og løsninger.
Boblende højt humør
Kronprins Frederik overrakte prisen samt en præmie på 500.000 kroner til prismodtagerne, hvorefter han besøgte Droplet IV’s stand ved Danish Tech Challenge Award Show, og her sørgede kronprinsen for, at der blev skålet i den allermest boblende champagne.