Midt i svær tid: Dronning Margrethe til stor begivenhed i særlig anledning
Natten til torsdag den 24. februar invaderede Ruslands hær nabolandet Ukraine, og da BILLED-BLADET torsdag eftermiddag mødte dronning Margrethe, kaldte Majestæten det “mærkeligt” og “sørgeligt”, at der nu er krig i vores del af verden igen.
BILLED-BLADET mødte kort dronningen inden en stor og meget spændende begivenhed i København.
Dronning Margrethe er protektor
Dronning Margrethe var den 24. februar til stede ved Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs symposium “Monarkier”, der var arrangeret i anledning af dronningens 50-år Regeringsjubilæum.
Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab har til formål at styrke videnskabens stilling i Danmark og fremme den tværvidenskabelige forståelse, og selskabet har virket således i knap 280 år.
Dronningen er protektor for selskabet, og Hendes Majestæt overværede symposiet fra tilskuerrækkerne i Carlsbergfondets lokaler i København.
Programmet stod på en bred vifte af oplæg fra landets mest markante forskere, som alle fortalte om forskellige aspekter af tidens monarkier.
Et emne, der af flere forskellige årsager har dronningens store interesse.
Dronning i oldtidsegypten
Det første oplæg, dronning Margethe overværede, blev holdt af professor i egyptologi ved Københavns Universitet Kim Ryholt, som gjorde rede for, hvordan det var at være kvindelig regent i Oldtidsegypten.
Resten af eftermiddagen fortsatte med oplæg ved direktør ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Karen Skovgaard-Petersen, professor emerita i Institut for Engelsk, Germansk og Romansk ved Københavns Universitet Lene Schøsler og professor Jørgen Møller, der berettede om successioner og politisk konflikt i europæiske monarkier fra år 1000 frem til år 1800.
Professor emeritus ved Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet Helge Stjernholm Kragh fortalte derpår om kongen som symbol og realitet i tidlig naturvidenskab.
Ulykkelig dag for Europa
For dronning Margethe var eftermiddagen i det gode selskab med de fremmeste topforskere en fin oplevelse på en ellers ulykkelig dag for Europa, der nu for første gang i mange, mange år oplever krigens rædsler igen.