Ny måling viser det: Danskernes syn på Frederik har ændret sig
Danskernes syn på kong Frederik har forandret sig, siden han var kronprins.
Det viser en ny måling, Megafon har foretaget for TV 2.
I december 2023 blev danskerne bedt om at pege på de ord, de syntes beskrev kronprinsen bedst.
Ordet "folkelig" pegede flest på, og det gjorde de da også, da målingen igen blev lavet i år.
Ikke så sporty som sidste år
Ordet "sporty" er der også stadig mange, der sætter på vores konge, men ikke så mange, som da han var kronprins.
I 2023 var det 73 procent, der syntes, ordet beskrev kronprinsen, imens det er 64 procent, der i år synes, det beskriver kongen.
De ni procentpoint er den største ændring i målingen fra sidste år til i år.
Til gengæld er der flere, der synes, han er ”kulturel”, ”arbejdsom” og ”veltalende.”
Ordet kulturel er gået fra 16 procent til 22 procent.
Tre ord, der ikke er mange, der peger på, er ”usympatisk”, ”krukket” og ”doven”.