26. jun. 2022
Af Julie Lund Rosenfeldt Isen

Nyt fra kronprinsparret: Isabella og Christian stopper på Herlufsholm

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/20210925_lhl8942.jpg-1_1_0.jpg
Foto: Lars H. Laursen
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary har netop meddelt, at deres to ældste børn trækkes ud af Herlufsholm.

- Det har været en svær proces for os som familie, men på baggrund af det samlede billede og vores særlige position som Kronprinspar har vi valgt, at Prins Christian stopper på Herlufsholm, og at Prinsesse Isabella ikke starter i 9. klasse på skolen efter sommerferien.

Det meddeler kronprinsparret i en pressemeddelelse søndag eftermiddag.

Beslutningen kommer i kølvandet på den kritik, der har været af, at de kongelige børn fortsat var indskrevet på den skandaleramte skole.

Lørdag aften blev det så offentliggjort, at Herlufsholm i denne uge har modtaget et partshøringsudkast fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK), som retter en hård kritik mod bestyrelsen og varsler en række sanktioner.

Kronprinsparret nævner i deres pressemeddelelse søndag den kritik, og at de nu har grundlaget for at træffe beslutningen.

- Spørgsmålet om vores søn Christians og vores datter Isabellas skolevalg har fyldt meget for os, og den ulykkelige sag har bragt mange og stærke holdninger i spil i offentligheden. Det er helt forståeligt, når det handler om børn og unges trivsel. Samtidig har det været vigtigt for os at stå ved vores grundtanke om, at store beslutninger skal træffes på et oplyst grundlag. Det grundlag har vi nu, skriver kronprinsparret.

Prins Christian startede på skolen i 2021, mens prinsesse Isabella skulle have været startet til næste skoleår.

Læs mere om: