Opbakningen var overvældende: Nu kan prinsesse Nathalie kæmpe for vigtig sag
Prinsesse Nathalie drømmer om at gøre en forskel for den sport, der ligger hendes hjerte nært, og lørdag blev muligheden for det endelig en realitet.
Ved repræsentantskabsmødet, der blev afholdt lørdag eftermiddag, blev prinsesse Nathalie nemlig valgt ind i Dansk Rideforbunds bestyrelse, hvilket nu giver hende mulighed for at kæmpe for ridesporten.
Det fremgår Dansk Rideforbunds livestreaming fra repræsentantskabsmødet samt forbundets sociale medier.
Prinsesse Benediktes datter har tidligere råbt højt om de udfordringer, ridesporten står overfor, og derfor meldte hun sig på banen som kandidat til bestyrelsen, da hun ønsker at få den sportsgren, hun elsker, tilbage på ret køl.
– Der er mange problemer med ridesporten lige nu. Der var en, som sagde til mig, at hvis ikke du kan ændre det udefra, bliver du nødt til at ændre det indefra, har prinsessen tidligere fortalt til BILLED-BLADET.
Nu får prinsesse Nathalie rig mulighed for at kæmpe ridesportens sag, da hun lørdag den 13. april blev valgt ind som én af i alt tre nye bestyrelsesmedlemmer.
Med sine 314 stemmer var prinsesse Nathalie sågar den kandidat, der modtog størst opbakning fra medlemmerne.