Prins Christian havde særlig roset på jakken: Her er forklaringen
Det var et historisk øjeblik, da 18-årige prins Christian tirsdag den 14. november for allerførste gang deltog i et møde i Statsrådet.
Her skulle prinsen afgive en højtidelig erklæring om, at han vil overholde grundloven. Det er nemlig nødvendigt, for at han kan indsættes som rigsforstander i tilfælde af, at både hans farmor, dronning Margrethe, og hans far, kronprins Frederik, er forhindrede i at føre regeringen. Det skriver kongehuset.
Prins Christian var iført et skarp jakkesæt på dagen for det historiske møde, og i reversen på den mørke jakke havde prinsen en helt særlig detalje.
Han bar nemlig en lille, lyseblå roset, som har meget stor betydning.
På sin 18-års fødselsdag, den 15. oktober, fik han tildelt Danmarks fornemste orden, Elefantordenen, af sin farmor, dronning Margrethe.
Rosetten viser, at bæreren er elefantridder, og bæres typisk ved officielle lejligheder, hvor der ikke bæres store ordener, skriver kongehuset.
Herunder ses prins Christian på sin 18-års dag med sine forældre, kronprinsparret. I reversen på hans jakke kan man se den lille roset.