Prins Joachim kom hurtigt på hospitalet
Det er meget afgørende at nå til et hospital så hurtigt som muligt, hvis man som prins Joachim rammes af en blodprop i hjernen.
Prins Joachim kom hurtigt af sted
Der er kun en times kørsel, eller måske halvanden, fra kongehusets Chateau de Cayx til Universitetshospitalet i Toulouse ifølge Frankrig-ekspert Lally Hoffmann.
Det kan have haft kæmpe betydning for udfaldet af operationen, at patienten nåede frem så hurtigt, som det overhovedet var muligt.
Også BILLED-BLADETs egen hofreporter Trine Larsen nævnte lørdag aften i TV2 News’ dækning af prins Joachims operation, at der er halvanden times kørsel fra Cayx til Toulouse.
En tur Trine Larsen selv har kørt mange gange, når hun skulle fra Toulouse Lufthavn til Chateau de Cayx for at dække royale pressemøder.
Frankrigs næstbedste hospital
Heldigvis er netop Universitetshospitalet i Toulouse vurderet til at være et tophospital i Frankrig.
Universitetshospitalet er for nylig ifølge TV2 rangeret som landets næstbedste.
Lægerne opererede hurtigt
Umiddelbart efter ankomsten til hospitalet tog lægerne sig af den kongelige patient, som ifølge en pressemeddelelse fra kongehuset blev opereret for blodproppen i hjernen.
Operationen beskrives som vellykket.
Apopleksiansvarlig overlæge på Rigshospitalet Helle Klingenberg sagde lørdag aften på TV2 News, at der sandsynligvis i prins Joachims tilfælde har været tale om en stor blodprop i hjernen, for dette problem kræver en operation.
Alvorligt indgreb
Operationen kaldes en trombektomi og bruges udelukkende ved store blodpropper i hjernen.
Den af overlægen omtalte type blodprop sidder i et stort kar i hjernen og kan ikke altid opløses med medicin.
Fjernelse af blodproppen foregår derfor ifølge overlægen fra Rigshospitalet hurtigere og mere sikkert med et kateter, der indføres i arterien i lysken og føres til hjernen, hvor blodproppen fjernes mekanisk.
Hvis dette sker hurtigt og effektivt, er der gode muligheder for, at patienten får det godt igen ifølge overlæge Klingenberg fra Rigshospitalet.