Prinsesse Marie og prins Joachim og børnene har nydt dejlige sensommerdage i Sønderjylland: Tilbage på Schackenborg Slot
Prinsesse Marie og børnene grev Henrik og komtesse Athena var i dag æresgæster til åbningen af Tønder Festival.
Efter en herlig eftermiddag på festivalen vinkede Marie og børnene farvel midt i en tung omgang med regnvejr.
Prinsesse Marie kørte efter festivalhyggen med Athena og Henrik fra Tønder til Schackenborg Slot i Møgeltønder i Sønderjylland.
På Schackenborg Slot, der betyder så meget for prinsefamilien, har Marie og Joachim og deres to børn samt hunden Cherise nydt et par gode sønderjyske sensommerdage.
Ifølge Billed-Bladets oplysninger kommer prins Joachim og prinsesse Marie med børnene til Schackenborg Slot et par gange om året.
Når prins Joachim og hans familie er på slottet i Møgeltønder er et særligt flag altid hejst.
Kongehusflaget har i spunsen den kongelige krone og bruges af prins Joachim.
Joachim og Marie har mulighed for lejlighedsvise ophold
Schackenborg Slot ejes og drives i dag af Schackenborg Fonden.
Fonden blev stiftet 30. juni 2014 af prins Joachim, Bitten og Mads Clausens Fond, ECCO Holding A/S og Ole Kirks Fond og har prins Joachim og prinsesse Marie som protektorer.
Fonden er en almennyttig, erhvervsdrivende fond, der har overtaget Schackenborg Slot og et dertil hørende landbrug med det formål at åbne slot og park for offentligheden, at give den kongelige familie mulighed for lejlighedsvise ophold på slottet for at bevare den nære kontakt mellem kongehus og Sønderjylland samt i muligt omfang at støtte almenvelgørende og almennyttige formål.
Fondens formål er således at eje, drive og bevare Schackenborg Slot og park samt det i slottet beroende historiske indbo samt at give adgang for offentligheden til slot og park.
Desuden er fondens formål at give prins Joachim og prinsesse Marie, prins Joachims efterkommere samt andre medlemmer af den danske kongefamilie mulighed for lejlighedsvise ophold på Schackenborg.