Sådan har Christian forberedt sig til sin konfirmation
Der er på trods af mange udfordringer al mulig grund til at se frem til en helt fantastisk fejring af prins Christian, der møder velforberedt op til sin konfirmation i morgen lørdag den 15. maj klokken 11.00 i Fredensborg Kirke.
Dronning Margrethe og prins Christian har sammen nydt tiden op til konfirmationen, og Margrethe har interesseret fulgt sit barnebarns forberedelser.
Dronningen og prins Christian til gudstjeneste
For ganske nylig kunne man se dronningen og prins Christian sammen til søndagsgudstjeneste i Asminderød Kirke ved Fredensborg.
Her kunne dronning og prins Christian i øvrigt høre Fredensborg Slotskirkes Pigekor synge salmer.
Samme kor synger til Christians konfirmation.
Det er kongelig konfessionarius, biskop Henrik Wigh-Poulsen, der gennem den seneste tid har stået for prinsens konfirmationsforberedelse.
Har forberedt sig alene
Prins Christian har primært forberedt sig alene, og han skal også konfirmeres alene.
Sådan er traditionen i det danske kongehus.
På den måde adskiller prinsens konfirmation sig meget fra hans skolekammeraters konfirmationer, men selve den kirkelige handling følger det almindelige konfirmationsritual.