30. dec. 2024
Af Marianne Singer

Skærer lidt i hjertet: Sådan fandt greve Ingolf ud af, at han ikke skulle være konge

Greve Ingolf af Rosenborg.
Greve Ingolf af Rosenborg.
Foto: Hanne Juul
Det var ikke greve Ingolfs forældre, der fortalte ham, at han ikke skulle være konge efter grundlovsændringen i 1953.

Hvis tronfølgeloven ikke var blevet ændret i 1953, ville greve Ingolfs far, arveprins Knud, Frederik 9.s lillebror, være blevet konge i 1972.

Og ved hans død fire år senere, ville greve Ingolf, hans ældste søn, have overtaget tronen.

Dronning Margrethe og greve Ingolf var begge kun 13 år, da deres liv forandredes for altid med den reviderede grundlov.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-12-19/20100701-220115-2-3913x4778ma.jpg
Greve Ingolf som 13-årig.
Foto: Børge Lassen/Ritzau Scanpix

Et smalt flertal

Det var den 28. maj 1953, at danskerne stemte om, hvorvidt der skulle indføres kvindelig arvefølge (kun i tilfælde af at den siddende regent ikke fik sønner), og det blev til et smalt flertal.

BILLED-BLADET har været på besøg hos greve Ingolf og grevinde Sussie af Rosenborg og talte blandt andet med greven om, hvilke tanker hans kusine, dronning Margrethes abdikation satte i gang hos ham.

I den forbindelse kom vi også ind på, grundlovsændringen i 1953.

Talte ikke om det

Fremkaldte det minder fra dengang, grundloven blev ændret i 1953, og det i stedet for dig nu var daværende prinsesse Margrethe, der blev tronfølger?

- Nej, det gjorde det ikke. Vi talte overhovedet ikke om det i mit barndomshjem. Det var mere dronning Margrethe, der blev kastet ud i det. Men hendes forældre talte med hende om det dengang. Og det er også meget klogt at forberede de unge på det. Dronning Margrethe har klaret det fint, og jeg har passet mit. Sådan har vi altid gjort.

Fik det at vide i skolen

Og du har ikke på den måde savnet den rolle?

- Overhovedet ikke!

BILLED-BLADET spurgte også greven om, hvordan han dengang i 1953 efter grundlovsændringen fandt ud af, at det ikke skulle være ham, der skulle være konge.

Og det var ikke hans forældre, der gav ham nyheden.

- Jeg kan ikke huske andet, end at de andre børn i skolen sagde: ”Nå, du blev ikke konge alligevel”, mindes han.

Stemte igen

I 2009 stemte danskerne på ny ja til en ændring af tronfølgeloven, og denne gang betød det, at det fremover altid er den førstefødte, som skal overtage tronen – uanset køn.

I 1968 giftede Ingolf sig borgerligt, hvormed han frasagde sig prædikatet ”Kongelig Højhed”, titlen prins til Danmark og arveretten til tronen.

I stedet blev han tildelt adelstitlen greve af Rosenborg med prædikat af Excellence samt plads i rangfølgens klasse 1.

Mere om: