Vidste du det? Det er dronning Marys grønlandske kaldenavn
Der var ingen tvivl om, at det var vigtigt for daværende kronprins Frederik at vise sin elskede Mary det land, som betyder så meget for ham, hurtigt efter deres bryllup i 2004.
I sommeren drog det nygifte kronprinspar sammen med dronning Margrethe og prins Henrik afsted mod Grønland, og her kunne Frederik vise sin nye kærlighed frem for det folk, som ligger hans hjerte så nær.
Undervejs på Grønlandsturen i 2004 fik daværende kronprinsesse Mary efter en polardåb på Kongeskibet Dannebrog sit grønlandske navn: Ukuarput.
Mary fortalte selv under turens pressemøde, at netop dette navn betyder ”Vores svigerdatter”.
Præcis 20 år efter første Grønlandsbesøg rejste Frederik og Mary til Grønland denne sommer – for første gang som kongepar.
Denne gang med deres to yngste børn, tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine, som også har en særlig tilknytning til Grønland.
Ved deres dåb i 2011 blev det offentligt kendt, at tvillingerne begge havde fået grønlandske navne – Prins Vincent har navnet Minik, og prinsesse Josephine navnet Ivalo. Det var også disse to navne, Minik og Ivalo, tvillingerne blev kaldt under Grønlandsbesøget i 2024.
Om dronning Mary blev kaldt Ukuarput på turen, vides ikke.