Ny serie går helt tæt på kongepars kærlighedshistorie: Så meget ligner de Maxima og Willem-Alexander
Gennem flere år har man kunnet komme helt tæt på den britiske kongefamilies historie i tv-serien ”The Crown”, og nu kan man også blive klogere på et andet af Europas mange kongehuse.
”Maxima” er titlen på en ny serie, der går helt tæt på den hollandske dronning og på hende og kong Willem-Alexanders kærlighedshistorie.
Det var tilbage i 1999, at han første gang mødte den smukke, argentinske Maxima Zorreguita. Første møde fandt sted i Sevilla, og tre år senere giftede parret sig i Amsterdam.
Af politiske årsager var dronning Maximas far ikke velkommen ved brylluppet, og af samme årsag deltog hendes mor heller ikke.
Alt det og meget mere fortælles nu i tv-serien ”Maxima”, der kan ses på TV 2 Play.
De to hovedroller spilles af Delfina Chaves og Martijn Lakemeier. Delfina Chaves på 28 er ligesom dronning Maxima fra Argentina, mens 30-årige Martijn Lakemeier er hollænder.
Men det store spørgsmål er, om man er lykkedes med at finde to unge skuespillere, der ligner det hollandske kongepar tilpas meget?
Vurder selv i traileren herunder: