Dronning Rania og familien med bøn: Håber på mere fred og medfølelse
Et nyt år er på trapperne, og rundt omkring i verden sendes der nytårshilsner – også i kongehusene.
Kongefamilien i Jordan har udsendt deres nytårshilsen med et fint billede af familien, taget ved fejringen af kong Abdullahs 25-års regeringsjubilæum i år.
Med billedet følger en nytårshilsen, hvor familien håber på en særlig ting i 2025.
Nemlig mere medfølelse og fred.
”Vi indleder det nye år med håb om mere medfølelse og fred”, skriver kongefamilien, som ofte har kommenteret på Israel-Palæstina-konflikten. Dronning Rania har i den forbindelse flere gange opfordret til våbenhvile.
Kongeparret er på billedet omgivet af deres fire børn, Hashem, Hussein, Iman og Salma samt svigerbørn.
Fra venstre ses prins Hashem, kronprinsesse Rajwa, kronprins Hussein, dronning Rania, kong Abdullah, prinsesse Iman, Jameel Thermiotis og prinsesse Salma.