Familiestridigheder eskalerer kort før brylluppet: Prinsesse Märtha Louise truer svigermor med søgsmål
I august skal norske prinsesse Märtha Louise og shaman Durek sige ja til hinanden, men kort før brylluppet er der kommet skår i familielykken.
Shamanen og hans mor, Veruschka Urquhart, er ikke på god fod. Veruschka Urquhart har hyppigt udtalt sig i pressen om sønnen, og navnlig det, at hun har kritiseret hans person og måde at være shaman på, er ikke faldet i god jord hos det kommende brudepar.
Det har ført til, at shaman Durek har droppet al kontakt med moderen, ligesom hun ikke er inviteret til brylluppet. Men det stopper ikke der. Det er nu kommet så vidt, at han og den norske prinsesse truer med ”retslige skridt”.
Det fremgår af et brev, som Veruschka Urquhart har modtaget fra prinsessens advokat, og som det norske SE og HØR er kommet i besiddelse af.
”Vi skriver for at beordre dig til at afstå fra at ærekrænke, nedsætte og komme med falske og provokerende udtalelser om Shaman Durek. Efter Shaman Durek fandt sammen med prinsesse Märtha Louise, har han oplevet en række alvorlige og falske anklager mod ham. Hvis du nægter at overholde, vil vi være tvunget til at tage retslige skridt mod dig,” indledes brevet.
I brevet anklages Veruschka Urquhart for at være illoyal over for sin egen søn, og at hendes udtalelser blot er et ”dårligt forsøg på at få Shaman Dureks opmærksomhed, da han har taget afstand fra hende og hendes giftighed.”
Prinsesse Märtha Louises manager, Carina Scheele Carlsen, bekræfter brevets ægthed over for VG, men vil ikke udtale sig yderligere.
Siden har shaman Durek dog meldt ud, at de er kede af, at det er kommet til dette punkt, men at de ikke ser andre muligheder.
Hvis Veruschka Urquhart ikke stopper med at udtale sig om shaman Durek og prinsesse Märtha Louise, vil de sagsøge hende og kræve en erstatning på millioner af dollars, lyder det i brevet.
Märtha Louises svigermor er i øvrigt ikke inviteret til brylluppet, der finder sted sidste i august.