9. dec. 2024
Af Christinna Braun

Kommer hjem før jul: Ingrid Alexandra på julebesøg med mor kronprinsesse Mette-Marit

Kronprinsesse Mette-Marit og prinsesse Ingrid Alexandra.
Kronprinsesse Mette-Marit og prinsesse Ingrid Alexandra.
Foto: Liv Anette Luane, Det kongelige hoff.
Prinsesse Ingrid Alexandra kommer hjem fra militæret før jul.

Norges prinsesse Ingrid Alexandra begyndte i begyndelsen af året sin tid som værnepligtig ved Ingeniørbataljonen i Brigade Nord.

Det norske kongehus melder nu ud, at prinsessen kommer hjem før jul for at tage på kongelig opgave med sin mor, kronprinsesse Mette-Marit.

De to skal på julebesøg på børne- og ungdomsafdelingen på Drammen Sygehus.

Besøget finder sted på luciadag den 13. december, og her skal kronprinsesse Mette-Marit og prinsesse Ingrid Alexandra møde børn og unge, som lider af kroniske sygdomme og dermed kommer dagligt på sygehuset.

Kronprinsesse Mette-Marit lider selv af en kronisk sygdom.

I 2018 udsendte det norske kongehus en pressemeddelelse, hvori der stod, at Mette-Marit havde fået konstateret lungefibrose.

”Jeg har i flere år haft udfordringer med mit helbred, og nu ved vi mere om, hvad det bunder i. Tilstanden betyder, at min arbejdsevne vil variere. Kronprinsen og jeg vælger at informere om dette nu, bl.a. fordi der i fremtiden vil være behov for at planlægge perioder uden et officielt program. I forbindelse med behandling, og når sygdommen er mere aktiv, vil dette være nødvendigt”, meldte kronprinsesse Mette-Marit ud i 2018.

I den seneste tid har kronprinsessen været en del sygemeldt og har måttet aflyse eller udskyde opgaver pga. sygdommen.

Læs mere om: