Nye detaljer fra politiet: Sådan forløb anholdelsen af Marius Borg Høiby
I sidste uge kom nyheden om, at Marius Borg Høiby, der er kronprinsesse Mette-Marits søn, var blevet anholdt.
Det bekræftede Marius Borg Høibys advokat, Øyvind Bratlien, sidste tirsdag.
Men her en uge senere kommer norsk politi med flere oplysninger om anholdelsen. Det sker i en pressemeddelelse.
Marius Borg Høiby er sigtet for vold og hærværk efter en hændelse i en lejlighed i Oslo. Offeret er en kvinde, som Marius Borg Høiby har en relation til.
Politiet sætter også flere ord på, hvordan anholdelsen af kronprinsesse Mette-Marits søns forløb:
”Politiet lokaliserede, at Høiby var på sin bopæl ved Skaugum i Asker, og han blev anholdt af politiet på Jansløkka skole, søndag den 4. august, klokken 16.10. Han mødtes der efter aftale med politiet, som kort tid før havde kontaktet ham telefonisk. Anholdelsen foregik roligt.”
De oplyser også, at Marius Borg Høiby blev løsladt fra varetægtsfængsling mandag den 5. august klokken 15.39.
Kronprinsesse Mette-Marit har sønnen Marius Borg Høiby fra sit tidligere forhold med Morten Borg.
Efter anholdelsen valgte den norske kronprinsesse at udsætte sin planlagte tur til OL i Paris i nogle dage for at kunne være hos sønnen.