Ung kongelig kærlighed: Prins Sverre Magnus stod frem med kæresten
Tiden i Trondheim er ved at være slut for Norges prins Sverre Magnus.
Prinsen, som er yngste barn af landets kronprinspar, Haakon og Mette-Marit, har arbejdet i Trondheim i efteråret, og det tyder på, han har haft dejligt selskab.
Til sin faster prinsesse Märtha Louise og Durek Verretts bryllup i august viste prins Sverre Magnus, 19, sin kæreste frem for offentligheden for første gang.
Kæresten er den jævnaldrende Amalie giæver Macleod, og hun har ifølge flere medier arbejdet på et galleri i Trondheim siden sommer, så mon ikke parret har nydt hinandens selskab?
Sverre Magnus’ forældre, kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit, fortalte i september, at prinsen, som blev student i sommer, skulle arbejde i Trondheim frem til jul.
Hvad han skal efterfølgende er ikke meldt ud, men ifølge flere norske medier vil kongefamilien inden længe melde ud om prins Sverre Magnus’ uddannelse.
Prinsen, som er nummer tre i arvefølgen, skal – efter planen – kun repræsentere kongehuset ved specielle anledninger, og det står ham derfor frit for, hvilken vej han vil gå.
Hans storesøster, tronfølgeren prinsesse Ingrid Alexandra, aftjener netop nu sin værnepligt som ingeniørsoldat ved Brigade Nord.